Det kan føles så frygtligt ensomt at være ufrivilligt barnløs. Men der er en vej ud af det.
Ensomhed
Det kan føles så frygtligt ensomt at være i det limbo man bevæger sig i som ufrivillig barnløs. Uanset om det er det første barn eller tredje barn man drømmer om. Det kan være svært for andre at forstå hvad man går igennem og sætte sig ind i tvivlen, angsten, sorgen og det fysiske ubehag der kan være ved behandlingen.
Ensomheden kan forstærkes af dine egne tanker, som at du ikke dur som kvinde eller du føler skyld over din sidste abort eller skam over at du er jaloux på din søsters gravide mave. Svære emner at tale om og som kan være med til at skubbe dig endnu længere ud i ensomheden.
Social eksklusion
Du kan opleve at føle dig ensom, selvom du er sammen med andre mennesker. Hvilket måske er den mest bitre form for ensomhed. Ufrivillig barnløshed kan opleves som en social eksklusion enten selvvalgt eller fra det omgivende samfund. Det kan føleles som om alt handler om børn og der ikke er plads eller forståelse for dig, med de problemer du kæmper med. Den ensomhed der her kan opstå, kan være overvældende og være en uudholdelig følelse af afskårethed på et meget dybt plan.
Ensomheden kan efterlade dig med en følelse af utilstrækkelighed, angst, forladthed, afmægtighed og ensomhed. Utilfredshed, opgivenhed, usikkerhed samt følelsen af ikke at være elsket og give dig en følelse af fremmedgørelse over for din omgangskreds, dig selv og din krop.
Når kroppen mærker ensomheden
Hvis ensomheden får lov til at ”tage magten” og være den bærende følelse igennem længere tid, kan du opleve at føle dig følelsesløs. Næsten som om kroppen har slukket for dit følecenter og du ikke kan mærke hvordan du har det eller hvad du har lyst til.
Denne oplevelse af at miste kontakten til kroppen kan også skyldes de undersøgelser, aborter eller dødfødsler du har været igennem, hvis du ikke har fået bearbejdet dem eller taget pauser i dit forløb.
Ensomhed er ikke nødvendigvis det samme som det at være alene, selvom de to begreber ofte skæres over samme kam. Følelse af ensomhed er en negativ tilstand. Hvor følelsen af at være alene både kan være negativ eller positiv.
Kom ud af ensomheden
Det er vigtigt at du accepterer at ensomheden er et problem for dig og at det er sådan du har det. Når du lytter til dine følelser fortæller de dig, hvad du med fordel kan handle på. Alle følelser indeholder vigtigt information fra din sjæl, og der er næsten altid noget du kan gøre.
Jeg vil opfordre dig til at opsøge ligesindede. Nogle gange kan du opleve det som, du er den eneste i verden, der oplever det, du gør. Det kan det være enormt befriende at finde ud af, der er andre som dig. Som forstår hvad du går igennem. Del med et netværk af ligesindede og tal med din partner og fortæl til din omgangskreds hvad der sker hos dig, de kan ikke gætte dine tanker og behov.
Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse og Foreningen Ufrivillige Gentagne Aborter
For nogle kan barnløsheden være meget slidsom og det kan være en nødvendighed at søge professionel støtte og hjælp undervejs. Tænk over hvad der er det rigtigt for dig og hvorfor du ønsker hjælp. Har du svært ved at få kontakt til din krop og slås med f.eks. angst og sorg kan en terapeut være dig behjælpelig. Måske har du brug for at tale med en præst om tro og liv. Eller det kan være en sexolog eller parterapeut der er den rigtigt hjælp for dig og din partner.
Tal, fortæl og del
Tal med dine venner og familie om hvordan du har det og hvad der sker hos dig. Når du sætter ord på dine oplevelser og føler dig mødt, kan en god samtale give luft og mindske ensomheden. Men vælg med omhu hvilke personer du ønsker at være fortrolig med, så du undgår at blive unødigt såret. Selv om andre forstår dine ønsker og sorg, kan de ind imellem komme med klodsede bemærkninger. Du er nødt til at fortælle dine pårørende og omgangskreds hvordan du gerne vil behandles. Tag f.eks. stilling til om andre må spørge til barnløsheden ? Vil du med til børnefødselsdag? Hvad gør dig ked af det? Fortæl det direkte eller skriv et brev til dine pårørende hvis det er svært for dig at sige.
Tilmelder dig nyhedsbrevet og du vil bla. modtage et brev du kan give dine pårørende. Brevet forklarer dine pårørende hvordan du ønsker de skal være med dig i den svære situation du er i. Brevet er ment som en inspiration og du kan derfor redigere i det, så det bliver dine ord. JA TAK jeg ønsker at tilmelde mig nyhedsbrevet.
Beskyt dig selv
Nogle mennesker vil ikke kunne forstå dit ønske og kamp med at blive gravid. Det kan prikke endnu mere til din ensomhed, da det er en sårbar situation du er i. Tænk på dit eget velbefindende først og vær ikke den pæne pige der bider det i sig. Sig fra eller fravælg de mennesker som ikke er sunde for dig. Er det svært for dig at sige fra, så kan det hjælpe at forestille dig at det er dit kommende barn du beskytter. Med et sind i balance giver du dig selv, de bedst betingelser for en graviditet. Så beskyt dig selv og dit kommende barn med et klart nej tak til mennesker der er usunde for dig.
To i næsten samme båd
Det har stor betydning at du tør tale med din partner og er i stand til at fortælle alle de svære følelser, så du ikke skal gå rundt og bære på det alene. Måske din kæreste har lignende tanker? Del tanker og følelser med hinanden, så I kan støtte hinanden. Accepter at I kan opleve situationen forskelligt og at den enes oplevelser ikke er mere rigtige end den andens.
Måske har du som kvinde og hende der lægger krop til, et større behov for at tale om alt det der sker i dig og oplever at din partner ikke kan rumme det hele. Så må du finde en veninde, en tante eller en professionel hvor du kan få lettet dit hjerte. Gå ikke med selvbebrejdende følelser, det er vældig usundt for dit selvværd. Når selvværdet bliver påvirket stresser du dit sind og din krop.
Det er bare pisse hårdt
Det er psykisk belastende at være ufrivillig barnløs både for dig og din partner. Du har nok modtaget den første håndfuld velmente råd om at købe en hund, tænk på noget andet eller kryds benene efter sex. Når du modtager sådanne ”råd” giver det et billede af at afsenderen overhovedet ikke ved hvad barnløshed er og hvordan du har det. Det kan efterlade dig med en føles af ensomhed fordi det kan opleves som om at ”rådgiveren” ikke ser dig som andet end noget der skal tage sig samme eller fixet. Øv dig i at lade det gå. Måske kan du og din partner endda se det sjove og absurde i disse kommentarer.
Det er vigtigt at ”gøde” dit liv med glæde og omsorg for dig selv. Find ud af hvad der giver dig glæde, får dig til at føle dig levende og giver dig ro i krop og sind. Det er ikke sikket det kan gøre dig gravid, men det vil give dit liv mening og værdi.
Med de bedst ønsker for dig og ønske om en glædelig påske
Karen Krog Nielsen
http://karenkrognielsen.dk
PS. Hvis du har brug for en at snakke med eller gerne vil have hjælp til at blive venner med din krop igen, så kontakt mig og vi tager en gratis og uforpligtende samtale om hvordan vi kan samarbejde.